Egyptisk courgettegratin

Der findes rigtig mange gode madblogs ude i det ganske, danske land. Stor variation med inspiration fra alle fire verdenshjørner – der er altid noget godt at finde derude. Men en gang imellem pakker jeg altså også den virtuelle kuffert og tager sydpå til min mands hjemland og ser, hvad de fransksprogede bloggere har at byde på.

Det gode ved det franske køkken er, at det indeholder så meget mere end de traditionelle retter, som man finder på de mange franskinspirerede bistroer, der er kommet til på den københavnske restaurant-scene i de senere år. Misforstå mig ikke, jeg er vild med det franske bistrokøkken, men det glæder også mine interkulturelle smagsløg at spise mange af de nordafrikanske specialiteter, som er blevet så velintegreret på franske spiseborde.

Derfor bliver jeg inspireret, når jeg finder en blog som Minouchkas, som helt poetisk hedder ‘Passion culinaire pour une cuisine passionante’ – det er altså syndt at ødelægge det med en oversættelse, så jeg håber, I forstår (hvis I altså ikke taler fransk). Hos Minouchka har jeg fundet denne enkle og vidunderlige courgettegratin. Den får sin eksotiske smag fra varme krydderier som spidskommen, nelliker og kanel, som man selvfølgelig kan skrue op og ned for som man ønsker.

courgette gratin, squash gratin, zuchini, gratin, gratineret squash, gratineret courgette

Det skal du bruge:
500 gram hakket oksekød
3-4 courgetter
2 tsk tørret ingefær
3 tsk sød paprika
2 tsk spidskommen
6 hele nelliker
8 grønne kardemommekapsler
1 tsk kanel
200 gram revet cheddar
Olie

Kom kardemommekapslerne i en morter, knus dem og tag kapselskallerne op. Kom herefter nellikerne i morteren, knus dem og tilsæt resten af krydderierne. Bland dem godt. Varm olien op i en gryde og svits hurtigt krydderierne – de må ikke brænde på! Kom hakkekødet i gryden og brun det. Skær courgetterne i tynde skiver og læg et lag courgetteskiver i bunden af et smurt, ovnfast fad. Fordel det brunede kød på courgetterne og læg herefter endnu et lag courgetter på.

Jeg har skrevet et ca. antal courgetter i ingredienslisten, fordi størrelsen på courgetter, dit fad og hvor tykke, du skærer skiverne, selvfølgelig har en betydning for, hvor mange du skal bruge.

Til slut fordeler du den revne ost i fadet og bager gratinen ca. 30-40 minutter ved 200 grader. Bon appétit!

Udgivet i à la Française, Frankrig, Hakket kød, Inspiration, Middag, Oksekød, Opskrifter, Ost | 2 kommentarer

Sprød vietnamesisk salat med oksekød

Om sommeren er det skønt med en frisk og sprød salat. Forleden da det var virkelig varmt lavede jeg denne mættende salat. Det var dejligt ikke at skulle stå foran et varmt komfur længere tid, end det tog at stege to bøffer – og de skal jo virkelig ikke have lang tid på panden. Jeg kan godt lide retter, hvor man, som her, har et helt måltid samlet på et fad. Og så er det super nemt at lave.

vietnamesisk salat, salat, oksekødssalat, asiatisk salat

Du skal bruge:
2 gode bøffer, ca. 100 gram stykket
1 bakke bønnespirer
½ agurk
1 rød peber
½ romainesalat
En god håndfuld hakkede mynteblade.
En håndfuld peanuts

Dressing:
3 spsk sød sojasauce
Saften fra 1 lime
Revet ingefær, ca. en tommelfingers længde
1 spsk fiskesauce
4 spsk hvidvinseddike
1 spsk olivenolie

Start med at røre marinaden sammen og stil den til side. Snit romainesalaten i strimler og anret dem på et stort fad. Fordel bønnespirerne oven på salaten. Skær agurk og rød peber i tern og fordel også dem på fadet. Hak herefter mynten og kom også den på fadet. Knus eller hak peanuts og stil dem til side – de skal på til allersidst. Steg nu bøfferne – du bestemmer selv, hvor meget – jeg kan bedst lide dem, når de medium eller medium-rare. Skær bøfferne ud i så tynde skiver så muligt og fordel skiverne på fadet. Hæld nu dressingen ud over salaten og drys til sidst med de knuste peanuts – og du er klar til servering.

Udgivet i Asiatisk, Nem mad i en fart, Oksekød, Opskrifter, Salat, Sauce og dip, Sommer | Skriv en kommentar

Fransk nationaldag i Larsbjørnsstræde

I dag er det Frankrigs nationaldag – Bastilledag – og det fejrede Franskmanden og jeg selvfølgelig på ægte fransk manér, nemlig ved at spise god, fransk mad på en af Københavns klassiske franske bistroer. Jeg taler selvfølgelig om L’éducation Nationale i Larsbjørnsstræde. Vejret var heldigvis med os, så vi kunne sidde udenfor og nyde den franske stemning med pétanque-baner, jazzmusik og boder med franske delikatesser, som netop L’education Nationale i dagens anledning havde stået for at arrangere.

L'éducation nationale, bastilledag, fransk nationaldag, bistro

Vi lagde ud med en Croque Monsieur med salat. Det er en ret enkel og uprætentiøs ret – lune sandwiches med god dijonsennep, skinke og ost – men det passer perfekt til en søndagsfrokost. Selvom om mange forbinder fransk madlavning med finere gourmetmad, så kan franskmændene altså også noget med at gøre enkel mad med få råvarer velsmagende, og det er en af de ting, jeg er faldet for ved det franske køkken.

Croque Monsieur, fransk sandwich

Man kan vist lige skimte et glas rosé i baggrunden …

Til dessert fik vi fondant au chocolat. Denne bløde, lune og lette chokoladekage med smeltet chokolade, der flyder ud, når man skærer hul på den. Det er et absolut must for chokolade-elskere, og når den er godt lavet, så er det en skøn, skøn dessert. Og den var rigtig godt lavet her – prøv bare at se, hvor lækkert det ser ud.
fondant au chocolat, fransk chokoladekage,

Intet fransk marked uden tage godter med hjem, så man kan fortsætte den franske madfest. Vi faldt for en ‘paté de campagne’ og lækre pølser. Jeg kan varmt anbefale både merguez-pølserne, det er lidt spicy oksekødspølser, og pølserne fra Toulouse med krydderurter. Disse er fra Letz Shop, og de kan også fås hos Ma Poule i Torvehallerne.


Og til allersidst, var der gratis kaffe til de friske …

kaffe, Voulez-vous? cafe

Udgivet i à la Française, Frankrig, Markedsdage, På restaurant, Sommer | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Libanesisk Raheb-salat

Når jeg har lyst til en salat, der afviger lidt fra den gængse type med grønne blade, så falder mit valg tit på den libanesiske Raheb-salat. Det er en salat, der står og falder med råvarerne, så derfor smager den allerbedst, når jeg laver den af helt friske og solmodne ingredienser, der sprudler af sommer. Jeg har aldrig smagt salaten i dens hjemland – jeg har aldrig været i Libanon – men jeg til gengæld har jeg fået den ved flere lejligheder i Egypten, hvor libanesisk mad er meget udbredt.

Raheb salat, libanesisk salat

Det skal du bruge:

3 Auberginer
3 Tomater i tern
2 Peberfrugter i tern – brug røde eller gule (som du ser på billedet har jeg givet den gas med de gule pebre :-))
1 Chili uden kerner
1 bundt hakket persille
Salt
Peber
Saften fra ½ citron
2 fed hakket hvidløg
Olivenolie

Prik auberginerne med en gaffel og bag den i en 225 graders varm ovn i ca. 40 minutter – de skal blive helt bløde. Vend dem halvvejs. Halver de bagte auberginer, skrab kødet ud og hak det groft. Bland nu auberginekødet sammen med resten af ingredienserne og server til grillet okse- eller lammekød – eller som en lækker vegetarret i sig selv. Velbekomme!

Udgivet i Grønt og godt, Mellemøsten, Opskrifter, Salat, Salater, Sommer | Skriv en kommentar

Indisk Vindaloo med svinemørbrad

Jeg er vild med stærk mad, og jeg er vild med indisk mad. Og de to ting hænger jo heldigvis ofte sammen. Mange afholder sig måske fra at lave indisk mad, fordi der skal bruges så mange forskellige krydderier, og det kan virke uoverskueligt med sådan en lang ingrediensliste. Men det er synd ikke at kaste sig ud, for der er virkelig nogle gode smagsoplevelser at hente i det indiske køkken. Denne her opskrift på Vindaloo indeholder også en del krydderier, men det gode er, at processen her er enkel, fordi de bare skal blendes sammen på en gang, og så er de klar til brug.

Vindaloo kan også laves med f.eks. lam og kylling eller svinefilet frem for mørbrad. Retten har ofte ry for at være virkelig ‘hot’, men min udgave her er ikke den stærkeste, jeg har smagt. Du kan altid komme mere chili i, hvis den virkelig skal en ordentlig én spicy-faktoren. Server retten med ris og evt. en Raita, der dæmper den stærke smag.

vindaloo, svinekød, svinemørbrad, indisk, indien, porc vindaloo,

Det skal du bruge:
500 gram svinemørbrad
1 spsk ingefær – revet eller i små tern
2 fed hvidløg delt i fire
1 hakket rød chili med kerner
2 tsk gurkemeje
4 kardemommekapsler
2 tsk stødte nelliker
6 peberkorn
1 spsk stødt kommen
1 spsk stødt koriander
Saften af 1 citron
1 tsk brune sennepsfrø

Kom ingefær, hvidløg, chili, gurkemeje, kardemommekapsler, nelliker, peberkorn, kommen, koriander og citronsaft i en foodprocessor eller mini-hakker og blend det til en ensartet pasta – Vindaloo-pasta. Fjern fedtet fra mørbraden og skær den i skiver. Steg kødet i hold, sådan at hvert kødstykke ligger frit, når du bruner dem. Kom alt kødet tilbage i gryden, tilsæt pastaen og sennepsfrøene og rør godt rundt så pastaen bliver fordelt på kødstykkerne. Hæld så vand i gryden, så det lige dækker kødet og lad det simre med låg på i ca. tre kvarter. Velbekomme!

Udgivet i Indisk, Middag, Spicy food, Svinekød | 2 kommentarer

Strandkål – fra naturens spisekammer

Jeg er slet ikke den type, der går i skoven eller på stranden for at plukke vilde urter og andet spiseligt. Som den bypige, jeg er, tager jeg i forvejen sjældent i skoven, og jeg er heller ikke inde i, hvad man kan finde hvor og på hvilken årstid. Men det hænder dog, at jeg bevæger mig ud i naturen, som jeg gjorde her til Kristi Himmelfartsdag. Sammen med mine forældre tog Franskmanden og jeg til Røsnæs i nærheden af Kalundborg – et område med en rigtig flot natur og også en spændende historie. Stranden var fyldt med disse grøn-lilla planter, som jeg ikke tænkte videre over. Indtil min mor – der er lidt mere velbevandret inden for planteviden – fortalte, at det var strandkål, og at det skam kunne spises. Det måtte jeg prøve, man er vel lidt nysgerrig. Så vi plukkede en god portion med hjem, og spiste kålen samme aften.

strandkål på stranden
Sådan så den ud, da vi fandt den på stranden på Røsnæs. Det er vildt, at den kan vokse blandt alle de sten, men flot ser den ud.

Strandkålen blev tilberedt helt enkelt. Jeg plukkede bladene af stænglerne, hakkede dem fint og vendte dem i smeltet smør i få minutter, og så blev strandkålen serveret til en god bøf. Kålen har en let bitter smag, men stadig mildere end f.eks. den bitre radicchio-salat. Du kan også lave en god dressing og servere strandkålen som en frisk salat, for den smager også godt rå.

Strandkål – først frisk, dernæst tilberedt.

Udgivet i Grønt og godt, Opskrifter, Salat, Salater, Sommer | Skriv en kommentar

Ærtesuppe med asparges-topping

Suppe igen! Jeg ved det godt, men det er altså et hit hjemme hos mig. Og når Franskmanden er ude at rejse, som han er en del for tiden, så er det skønt at lave en stor portion suppe, så der er til næste dag. Denne gang har jeg taget fat i to ægte forårsgrøntsager: Ærter og asparges, der klæder hinanden rigtig godt.

Det skal du bruge:
Smør
3 forårsløg (vi fortsætter forårstemaet)
500 gram ærter – enten friske og bælgede og ellers brug frosne
5 dl grøntsagsbouillon
1 dl fløde
Saften fra 1 citron
10 asparges
Salt og peber

Smelt smørret i en gryde, skær forårsløgene i stykker og svits dem i smørret – de må ikke blive brune. Kom ærterne i gryden – bruger du frosne skal de først tø op – og herefter bouillonen. Tilsæt citronsaft, salt og peber, og lad det simre i en fem minutters tid. Blend herefter ærterne til en suppe, f.eks. i en blender eller med en stavblender, og rør til sidst fløden i.

Du tilbereder aspargesne ved at skære dem i mundrette stykker og herefter svitse dem i smør på en pande tilsat godt med peber. De skal stadig være sprøde og have bid, så sørg for at de ikke får for meget. Server dem som tilbehør til suppen, evt. sammen med lidt friskrevet parmesanost.

Så let kan det gøres, velbekomme!

Udgivet i Grønt og godt, Nem mad i en fart, Opskrifter, Sommer, Suppe | 2 kommentarer